Opgave 3, efterår 2018, Naboerne

Søndag eftermiddag ringede det på døren hos Rita og Børge. Rita skulle lige til at lægge strikketøjet fra sig, men Børge var hurtigt oppe fra sofaen.

”Hvem i alverden kan det være?”

Børge hadede at få uventede gæster, og så på sådan en regnfuld søndag, hvor man ikke engang kunne gå i haven, hvis det skulle vise sig at være Ritas håbløse bror, der bare kom og smækkede benene op på sofabordet og lod som om, han ejede det hele.

”Goddag. Jeg håber ikke jeg forstyrrer.” Den unge mand rakte hånden frem mod Børge. ”Jeg hedder Carl. Det er mig inde fra nr. 14. Du har nok set at…”

”Jamen kom da indenfor i ly for regnen.” Det var Rita, der var kommet til.

”Ja værsgo.” Børge trådte lidt til side for den regnvåde nabo, der straks takkede ja til invitationen.

Rita bød på kaffe. Der var stadig noget på kanden, selv om klokken var over fire, og der var også en halv bolle med ost tilbage på fadet.

Som de nu sad der alle tre, fik Carl fortalt, at den lille familie var vendt tidligt hjem fra weekendturen, og nu troede han, at han skulle på lossepladsen med grenene fra hækken. Jo nærmere de kom hjemmet, des mere regnede det. Så var det, han lige ville høre, om det var i orden, at han ventede til en anden dag med at fjerne de grene, der var faldet om i Børge og Ritas have.

”Jo, jo, selvfølgelig,” svarede Børge. ”Det er pænt af dig at tilbyde at køre det væk. Rita har fortalt mig om det. De generer jo ingen, som de ligger der, og der er jo heller ikke ret mange.”

Rita kiggede over på Børge med et skævt smil om munden.

Carl tilbød at komme om med sin hækklipper og hjælpe Børge med resten af hækkene.

”Så kan jeg jo også tage det med på lossepladsen. Min trailer er vist lidt større end din.”

Børge blev helt venlig stemt. De aftalte en dag, hvor det hele kunne blive ordnet.

”Så synes jeg, at I skal komme om til os og spise gode ben Sct. Hans aften,” sagde Carl. ”Måske kan vi senere gå ned til stranden og se bål. Altså hvis I synes?”

”Jo tak, men vores yngste datter kommer jo hjem fra efterskolen den dag.”

”Jamen, hun er da mere end velkommen til at tage med.” Carl så appellerende på Rita, og så blev det bestemt, at Børge sørgede for drikkevarer og de nye naboer sørgede for maden.

Det viste sig, at de havde fælles bekendte i den by, hvor Carl og hans familie kom fra. Snakken gik, mens det udenfor blev mørkere og mørkere. Pludselig bragede tordenen løs og regnen silede ned.

Rita for sammen, da det ringede på døren for anden gang den eftermiddag. Det var en insisterende og vedvarende ringen. Hun skyndte sig derud, nu hvor Børge og Carl var så godt i gang med snakken og deres anden cognac.

”For satan da, hvor det regner! Sidder I bare der og bæller!” Ritas bror kom brasende ind og smed sig i sofaen.

”Dav Mikkel.” Børge så helt opgivende ud.

”Det var sgu ikke meget kaffe, I har levnet. Ja, jeg kan se, der skal cognac til. Og boller har I også fået!”

Ude i køkkenet var Rita allerede i gang med at sætte mere kaffe over og smøre flere boller. Da hun kom ind med det hele, og cognac-glasset ikke at forglemme, var snakken i stuen forstummet. Det vil sige snakken mellem Carl og Børge. Mikkel snakkede i et væk, og lige pludselig stirrede han på Carl.

”Dig ved jeg sgu da godt hvem er. Det var dig, der voldtog den der gymnasiepige for et par år siden, men blev du overhovedet dømt?”

Der var dødstille i stuen. Både Børge og Rita sad som frosset fast i en bevægelse. Carl stirrede på Mikkel.

”Det var pure opspind,” sagde Carl, og hans stemme rystede lidt.